Nyhedsbrev oktober 2025

Lokalhistorisk Forening.

Foreningen har endnu ikke fastlagt det næste tiltag, som bliver generalforsamlingen, men den vil komme i februar måned. Sidst på året vil I modtage et nyhedsbrev med nærmere omkring generalforsamlingen med dato, sted og tema.

Den gamle Skole.

I skolen har vi påbegyndt forberedelserne til udstillingen i forbindelsen med julestuen den 29. november fra kl. 14.00 til 16.00, hvor vi selvfølgelig håber mange vil lægge vejen forbi.

Udstillingen vil i år vise et udsnit af bøger fra vores samling, der er mere end 100 år gamle. Det er fortrinsvis religiøse bøger og skolebøger. Desuden vil der være en udstilling af forskellige former for teknisk udvikling.

Som sædvanligt vil der være ild i komfuret, varm Gløgg i gryden og æbleskiver i ovnen. Kaffe og småkager vil der også være til rådighed.

Arkivet.

Nogle har sikkert set, at vores udstillingsskab er forsvundet, men nu har vi fået nye skabe i samarbejde med Den gamle Skole, så der fremover vil være udstillinger fra begge steder. For at fejre det nye, har vi sat en flaske rødvin til udlodning til den første, der kan sætte navn/anvendelse på de 3 udstillede genstande fra Skolen. I Arkivets skabe prøver vi at vise lidt omkring arkivets historie, hvem der har været med undervejs og hvem I kan møde nu. Udviklingen fra 1978 til i dag.

Tirsdag den 28. oktober kl. 14.00 åbnede arkivernes store fællesudstilling med 7 forskellige temaer. Udstillingen vil være at se, indtil den 1. december, dog vil den være begrænset på valgdagen. Udstillingen for Grene Sogn er billeder om det der skete for 55-85 år siden.

 På valgdagen vil arkivet være åbent fra kl. 09.00 til kl. 18.00. Kom forbi og få en snak, måske har I spørgsmål til vore arkivalier eller til de oplysninger vi kan have om jeres familie. Har I arkivalier til aflevering eller udlån til kopiering, ser vi også gerne på dem. Håber på mange besøg.