Nyhedsbrev

Lidt nyt fra Lokalhistorisk Forening, Den gamle Skole og Arkivet.

17. januar 2024

Foreningen: Generalforsamlingen er fastsat til den 21. februar i Menighedssalen ved kirken. Efter generalforsamlingen vil Peder Fredensborg fortælle om livet som præst og politiker. Foreningen er vært ved en kop kaffe.

Hvis der er nogen der har forslag til behandling på generalforsamlingen, skal det være formanden i hænde senest 3 dage før.

Vi håber på et godt fremmøde.

Den gamle Skole. På den gamle skole har vi nu fået alarm, det har kun været på vej i 2 år, men nu virker det, så vi håber at det vil holde tyveknægtene på afstand.

I forbindelse med den åbne lørdag den 27. januar vil vi i skolestuen udstille nogle billeder fra Billund Jagtforening, som vi mangler navne på, så skulle nogen af jer have tilknytning eller kendskab til jægerne, er I meget velkommen til at komme forbi og se, om der skulle være nogen I kender. Der er kaffe på kanden.

Arkivet. Her står det i flyttetegn, vi skal ud af vores gamle lokale i kælderen og i et nyt rum i kælderen ved Biblioteket. Vi har hele tiden givet udtryk for, at det var en dårlig ide, da vandet siver ind gennem væggen. De har gjort alt for at rummet skal være tæt og uden vand, men vi har lidt problemer med luftfugtigheden, som vi dog er ved at få styr på. Desværre står der blank vand udenfor rummet, så vi tvivler stadig på løsningen. Vi bliver formentlig færdige med flytningen i næste uge.

Ellers går arbejdet i arkivet som altid, vi har nok at lave, men er meget glade for de afleveringer vi får ind. Det er altid spændende, hver gang vi kan føje nyt til historien.

Jeg skrev sidste år Elkjær ejerlavs historie. Den bliver ikke udgivet som bog, men ligger på vores hjemmeside, så I der har lyst til det, kan læse den der.

Vi holder stadig åbent på arkivet hver tirsdag fra 10 til 12 og 16 til 18.