Lokalhistorisk Forening.
Her er der foreløbig kun at meddele, at vi har været på udflugt, og det blev en rigtig god tur. Vores besøg på Flugtmuseet var som sædvanligt en god oplevelse og man lærer noget nyt, hver gang man kommer der. Det giver også altid stof til eftertanke. Vi besøgte derefter kirkegården, hvor de tyske flygtninge ligger begravet. Det er særlig de mange børnegrave der optager mig og viser, hvilke kår de har haft. Efter besøget her gik turen videre til Filsø, hvor vi spiste frokost og hyggede os indtil vi skulle videre. Før vi kørte videre, var der mulighed for at besøge den store avlsgård, hvor man var i gang med kartoffel bjergningen. Det var imponerende. På vejen hjem gik turen over Børsmose skydeterræn, hvor kronhjortene havde samlet sig i store flokke da parringen var i gang. Sikke noget hovedtøj hannerne havde på. Selv på afstand var de imponerende at se på.
Vejret var fint med højt solskin og dejligt lunt. Alle gav udtryk for en god tur.
Det næste arrangement Foreningen har, bliver generalforsamlingen til februar, derom senere.
Den gamle Skole.
Her går arbejdet videre, vi er i gang med at klargøre vore udendørs møbler til den kommende sommer.
Den sidste lørdag i november holder vi traditionen tro julestue med gløgg og æbleskiver i køkkenet og en udstilling i skolestuen. Emnet i år bliver noget med gamle håndværk, både kvinders og mænds. Det er den 30. november fra kl. 14.00 til 17.00. sæt x i kalenderen og kom gerne forbi. Alle er velkomne.
Arkivet.
Vi er godt i gang med at gøre klar til Fællesudstillingen, hvor de 7 arkiver i Billund Kommune fortæller hver deres historie i billeder og tekst. Problemet er nu, bliver Centret færdigt til den 1. november som lovet. Vi havde fået lovning på 5 ugers udstilling, men det er nu kortet ned til 3½ uge, da Centret officielt skal åbnes den 2. december og så er udstillingen i vejen. Det må vi tage med. Vi åbner onsdag den 6. november kl. 14.00 og vi håber I vil lægge en tur forbi på dagen og kan det ikke blive den dag, så i udstillingsperioden. Billunds emne er Billund Lufthavn i 60 år. Udstillingen er kommet i stand ved samarbejde med Lufthavnens museumsafdeling.
Den 9. november er Arkivernes dag. Vi plejer ikke at være med, men i år vil vi holde åbent hus i Arkivet for at give alle en mulighed for at se vore arkivalier og hvordan vi behandler og opbevarer dem. Der vil også blive mulighed for at se det nye fjernarkiv i kælderen under biblioteket. Her er dog ikke adgang for personer der ikke kan klare en trappe, da Centret ikke har nogen personelevator.
Vi åbner Arkivet kl. 13.00 og holder åbent indtil kl. 16.00. Alle er velkomne og hvis nogen af de gamle slægter i sognet skulle ønske en oversigt over sin familie fra vores slægtsforskningsprogram, kan I den dag få det gratis. Har I noget liggende, som I overvejer at smide ud, men som måske kunne have vores interesse, må I gerne komme med det.
Desuden har vi travlt med det daglige arbejde på arkivet, da vi lige har modtaget to store afleveringer bl.a. en persons dagbøger, skrevet gennem 10 år. Spændende læsning. Den anden er et forenings arkiv, som er ved at være klargjort til at komme på plads. Vi har nu modtaget 35 afleveringer i år. Det er vi meget glade for. Vi er glade for, at nogen tænker på, at vi gerne vil bevare sognets historie, og vi kan også se ud af de forespørgsler vi får, at vi slet ikke ved nok, for der kommer mange spørgsmål, vi ikke kan svare på.
Arkivet har haft besøg af vores nye konsulent og han har udnævnt arkivet til det mindste (i areal) i tidligere Ribe amt. Det er vist også sandt.
Arkivleder– Linda Nielsen