Lokalhistorisk Forening:
Rigtig godt Nytår til alle. Tak for støtten i 2025. Det første tiltag i foreningen er general-forsamlingen, som finder sted i Billund Centret den 25. februar kl. 19.00. Vi har fået lov at være i Havestuen ved kirken, da de normale mødelokaler ikke var tilgængelige. Efter generalforsamlingen og en kop kaffe vil Camilla Uhre Fog, skolelederen for Den Internationale Skole, fortælle om skolens samspil med Billund. Vi håber mange vil møde op.
Når generalforsamlingen er vel overstået vil I modtage medlemskort for 2026, sammen med et lille blad, hvori I vil kunne læse et uddrag af beretningen og regnskabet m.m.. Håber I vil støtte vores arbejde også fremover.
Den gamle skole:
Kort før årsskiftet havde vi bygningssyn, og da vi havde konstateret, at der var råd i nogle vinduer, har kommunen bevilget, at alle vinduer skal udskiftes. Dette arbejde har man meddelt os, vil blive sat i gang ret hurtigt. Hvor meget det kommer til at påvirke arbejdet på skolen, ved vi ikke. I forbindelse med bygningssynet bad vi også den kommunale ansvarlige undersøge, om fra og tilkoblingen af alarmen kan gøres mere praktisk, da det nu er så kompliceret, at der nemt kan opstå problemer.
Husk: Skolen er åben den sidste lørdag i måneden, og har I ikke set vores udstilling af de gamle bøger, kan det lige nås. Alle de udstillede bøger er mere end 100 år gamle, og I må godt bladre i dem, hvis I tager de hvide handsker på, der ligger på bordet. Udstillingen bliver pakket ned mandagen efter, så klasselokalet kan blive klar til undervisning. Vi har aftale med Den Internationale Skole, om at de kommer til undervisning i februar.
Arkivet:
Året vil starte med kursus for medarbejderne. Vi må holde os bekendt med de nyeste tiltag angående regler og love, så vi behandler de betroede arkivalier rigtigt og passer godt på dem. Ellers går arbejdet videre, vi har lavet ny udstilling i udstillingsskabet. Denne gang er det vinterbilleder fra Billund fra de sidste godt 100 år. Ellers er her ikke noget nyt. Vi har foreløbig ikke nogen nye tiltag planlagt, men husk: når I rydder op må I meget gerne tænke på historien og aflevere overflødige dokumenter og billeder til os.
Hilsen
Linda