Nyhedsbrev maj 2024

Lokalhistorisk forening.

Årets udflugt finder sted den 19. september 2024. Vi har nu prøvekørt udflugten og fået aftaler på plads. På grund af ferier må vi ændre tilmeldingsfristen til den 23. august kl. 18.00. Udflugten bliver som følger.

  • Afgang fra p-pladsen ved BillundSkolen kl. 09.00
  • Kaffe og rundstykke undervejs.
  • Ankomst til Flugtmuseet ca. 10.30
  • Afgang fra museet ca. kl. 13.00
  • Gennem landskabet til Filsø med frokost ved besøgscentret. Drikkevarer kan købes.
  • Enten før eller efter besøget her ser vi på kronhjorte. Håber vi kan finde dem.
  • Derefter hjemkørsel. Forventer at være hjemme ca. kl. 16.00. Prisen bliver 500 kr. pr person. Hvis vi bliver under 30, vil vi overveje om den bliver gennemført.

Tilmelding på mail:

Andre tiltag er der ikke fra foreningen pt..

Den Gamle Skole.

Vi kæmper med at overbevise folk om, at man ikke skal lave gangsti over græsplænen og nedtrampe hækplanterne, men det er op ad bakke.

På loftet er vi i gang med at lave mere hyldeplads og sortere i alt materialet, så vi ikke har for mange ens ting, for vi mangler plads. Det betyder ikke, at vi ikke modtager ting og sager fra Grene sogn, men udensogns må vi afvise.

Husk der er åbent sidste lørdag i måneden, undtagen juli og altid efter aftale.

Arkivet.

Her har vi fået nogle spændende afleveringer i år, bl.a. regnskabsbogen fra Grene gamle kirke fra 1825 til 1888. Det er spændende læsning, men noget udfordrende, så vi blev enige om, at den burde renskrives, det arbejder vi på og så forventer vi, at den bliver lagt på hjemmesiden.  Derom senere.

Vi har også i en anden aflevering modtaget et kobberrelief, som giveren, der er født på Elkjærholm , altid har fået at vide, at den kom fra Den gamle kirke. Den har vi så undersøgt nærmere og det kunne dateres til mellem 1825 og 1880. Det kan derfor være rigtigt og hvad har det så været tiltænkt? Da foreslog konservatorerne,  at det kunne være låg til døbefonden. Det blev afprøvet og det kan fint passe. Vi blev så enige om, at tilbyde menighedsrådet relieffet, og det ville de gerne have, så der er det nu.

 Fra samme menighedsråd har vi modtaget en stor aflevering, som vi arbejder på at få registreret og på plads.

 Desuden registrerer vi stadig de gravsten, der bliver fjerne fra kirkegården. Vi mangler ikke arbejde, men modtager gerne nye afleveringer, hvis I finder spændende ting ved oprydning.

Hvis I har årstal på, hvornår det hus I bor i er bygget og af hvem, vil vi gerne have det oplyst, da det kan hjælpe os ved dateringen af byen.